Jeg har ikke noget problem med nonverbal kommunikation som koncept. Hvis du er kedelig på scenen, laver forstyrrende bevægelser eller fægter unødigt med armene, så skal du arbejde med det – præcis som du ville arbejde med dit manuskript, publikumsengagement og din samlede præstation.
Min udfordring med nonverbal kommunikation, præsentationsteknik, kropssprog – eller hvad vi nu vælger at kalde det – er, at mange talere tror, at vejen til at blive en stærk, kommercielt succesfuld taler udelukkende er brolagt med kropssprog. Det er simpelthen ikke sandt.
Et stærkt kropssprog kan aldrig alene kompensere for et dårligt skruet sammen keynote-foredrag, hvis du er professionel taler. Det kan være et nyttigt værktøj for en CFO, der skal gøre tørre økonomital interessante, men for en professionel taler holder det ikke. At lede efter værktøjer eller genveje til at “pudse lort til guld” er ikke løsningen. Hvis du vil lykkes som taler, er kropssprog simpelthen ikke det rette sted at starte.
For at forklare min holdning – og til tider min distance – til kropssprog i offentlige taler, lad mig tage dig tilbage til mine tidlige dage i foredragsbranchen. Det var efteråret 2000 på Teknologisk Institut i København, hvor jeg som ny i branchen for første gang hørte en præsentation om teknikker og den påståede enorme betydning af nonverbal kommunikation, når man taler til et publikum.
Taleren sagde med stor overbevisning, at han mestrede flere sprog, men understregede, at kropssprog var det essentielle menneskelige sprog, fordi talte ord kun udgjorde 7% af vores kommunikation under en præsentation. Resten, hævdede han, var kropssprog (55%) og tone (38%).
Jeg kiggede rundt i rummet og undrede mig over, at ingen tilsyneladende satte spørgsmålstegn ved denne dristige påstand. Den blev leveret med en urokkelig sikkerhed – som en absolut sandhed: “Det er vildt, men sådan er det bare. Jeg har ikke fundet på det – det er, hvad forskningen fortæller os,” erklærede han.
Senere samme dag gentog en anden taler de præcis samme tal og fremhævede igen kropssprogets betydning.
I de følgende måneder og år hørte jeg “55-38-7-reglen” gentagne gange citeret af professionelle talere, salgschefer, HR-ledere og endda en kommunaldirektør, der påstod, at kropssprog var altafgørende i kommunikation.
Der var ingen konkrete kilder. Kun påstande som:
- “Sådan er det bare.”
- “Kommunikationseksperter er enige.”
- “Forskning viser.”
- “Alt tyder på.”
- “Det viser sig, at.”
- “I dag ved vi, at.”
Jeg kunne godt forstå appellen i at gøre de uhåndgribelige aspekter af kropssprog og nonverbal kommunikation målbare og konkrete, især for dem, der underviste i nonverbal kommunikation. Men disse påstande bekymrede mig. På det tidspunkt deltog jeg dagligt i foredrag og præsentationer, og intet i mine observationer understøttede idéen om, at de talte ord var så ubetydelige.
Så jeg blev nødt til at undersøge, hvor disse “magiske” tal kom fra, og hvordan nogen kunne have målt dem så præcist. “55-38-7”-reglen stammer fra studier om nonverbal kommunikation udført i 1967 af Mehrabian & Ferris samt Mehrabian & Wiener.
Jeg stødte hurtigt på kritiske artikler, der satte spørgsmålstegn ved validiteten af denne forskning, og kort efter lærte jeg, at hovedforskeren bag, den iransk-amerikanske psykolog Albert Mehrabian, var fuldt ud bevidst om, at dele af hans resultater var blevet misforstået og udbredt på en fejlagtig måde.
"På et tidspunkt havnede Mehrabians forskning i de forkerte hænder og blev til en misvisende forenkling af et komplekst emne."
Allerede i 1997 skrev Dr. David Lapakko, lektor i kommunikationsstudier ved Augsburg College, om misbruget af Mehrabians konklusioner, og han vendte tilbage til emnet i en artikel fra 2007. I denne artikel citerer Lapakko Mehrabian:
“Mine resultater bliver ofte fejlciteret. Det er klart absurd at antyde, at de verbale dele af al kommunikation kun udgør 7 % af budskabet. Forestil dig, at jeg skal fortælle dig, at viskelæderet, du leder efter, ligger i den anden højre skuffe på mit skrivebord på tredje sal. Hvordan kan nogen mene, at de talte ord i denne besked kun udgør 7 % af budskabet?”
Mehrabians undersøgelser nævner “7 procent verbalt, 38 procent vokalt og 55 procent ansigtsudtryk”. I oversættelser, såsom til skandinaviske sprog, bliver disse termer ofte gengivet som “7 procent talte ord, 38 procent intonation og 55 procent kropssprog”. Det er tydeligt, at det er diskutabelt at oversætte “vokal” til “intonation”, og at tolke “ansigtsudtryk” som “kropssprog” er en stramning.
Alligevel har denne fejltolkning været udbredt i årtier, og den dag i dag lever myten om kropssprogets dominans over talte ord videre og undervises bredt.
Kropssprog er ikke problemet
Jeg har intet imod kropssprog – det spiller uden tvivl en rolle for dig som taler. Men det har ikke den afgørende indflydelse, som myten antyder. Vi kan ikke sidestille kropssprogets betydning i forhandlinger, jobsamtaler, dating eller forældrerollen med dets rolle for en professionel taler.
Gennem årene har jeg spurgt mange HR-professionelle, hvorfor de tillader, at ledere og medarbejdere bliver undervist i “55-38-7-reglen.” Senest indrømmede en leder i en stor organisation:
“Ja, jeg kender den godt. Det er, hvad vi underviser vores ansatte og ledere i. Vi gjorde det samme i mit tidligere firma. Helt ærligt, jeg aner ikke, hvor det kommer fra, eller om det er sandt eller falsk. Jeg har altid hørt, at kropssprog er langt vigtigere end ord. Er det virkelig forkert?”
Denne globale HR-chef er langt fra den eneste, der har denne opfattelse. Præsentationsteknik er efterspurgt, fordi vi antager, at hvordan vi siger ting, er vigtigere end hvad vi siger – og fordi det føles beroligende at have tal, der bakker vores påstande op.
Mehrabian lavede sandsynligvis en solid undersøgelse, og det var aldrig hans intention at sprede misinformation. Men hans forskning blev hurtigt misforstået og derefter misbrugt af fortalere for nonverbal kommunikation, der søgte en let og håndgribelig forklaring. 55-38-7-modellen er en gave til de ukritiske. De kan tage den til sig og bruge den som en universelt anvendelig standard.
Det, der altid har chokeret mig, er, hvor mange talere der fortsat promoverer nonverbal kommunikation og denne myte uden at tage stilling til dens nøjagtighed. Måske fordi der er et marked for sådanne forenklede budskaber – ledere vil gerne have noget konkret at forholde sig til, og catchy formuleringer sælger.
Fejltolkningen af Mehrabians konklusioner er et klassisk eksempel på, hvordan teori og “forskning” kan vinkles til at understøtte en bestemt fortælling. 55-38-7-reglen er ikke det eneste misbrugte element i undervisningen i præsentationsteknik. Nye statistikker dukker jævnligt op, der får præsentationsteknik og nonverbal kommunikation til at fremstå som raketvidenskab.
Selv som professionel taler kan du ikke ignorere kropssprog, men det er vigtigt at være realistisk omkring, hvad fokus på kropssprog reelt kan gøre for din karriere. Overvej, om du har større udfordringer at prioritere først. Kropssprog bør kun blive et fokus, når du har et stærkt og markedsdygtigt foredragsprodukt, og du finpudser din præstation.
Selv ChatGPT er hoppet med på nonsens.
Da jeg postede denne artikel, spurgte jeg ChatGPT: “Kan du give et videnskabeligt eksempel, der viser betydningen af kropssprog i keynote-taler?” Og voilà – internettet er fyldt med utallige kopier af Mehrabians model, og ChatGPT kan endnu ikke gennemskue dens fejl.
ChatGPT:
“Mehrabian-eksperimentet (1971) undersøgte, hvordan folk fortolkede følelsesmæssigt ladede ord, når der var en uoverensstemmelse mellem de talte ord, tone og kropssprog. Deltagerne lyttede til ord som ‘kærlighed’ og ‘had’, der blev sagt med enten en positiv eller negativ tone og kropssprog, og blev derefter bedt om at evaluere den følelsesmæssige betydning.”
Resultater:
- Mehrabian konkluderede, at når ord, tone og kropssprog ikke stemmer overens, har vi en tendens til at stole på nonverbale signaler:
- Kun 7 % af budskabet blev tilskrevet ordene.
- 38 % blev tilskrevet tonen.
- Hele 55 % blev tilskrevet kropssproget.
“Selvom 7-38-55-reglen ikke gælder for al kommunikation, understreger den kropssprogets og tonens rolle for følelsesmæssig forståelse og tillid.”
