Efter 25 års arbejde med foredragsholdere står det klart for mig, at det ikke altid er de bedste på scenen, der opnår kommerciel succes. Mange foredragsholdere fokuserer næsten udelukkende på selve præstationen – hvad der sker på scenen, hvordan de ser ud, om de får applaus osv. De tager den kommercielle del for givet og tænker, at logikken må være: Hvis jeg er en fremragende foredragsholder, vil jeg få succes.
Men en foredragsholders succes skabes ofte bag kulisserne, før de overhovedet træder op på scenen. Derfor arbejder vi hos Speakerswatch med en 4P-fokusmodel, der hjælper dig som foredragsholder med at lægge din indsats dér, hvor det virkelig betyder noget for dig. Vores mål er ikke kun, at du får succes på scenen, men også personligt og økonomisk – ellers er dit foredragsprojekt næppe bæredygtigt over tid.
Fokus #1 – Formål og fundament
Giver det mening for dig at leve som foredragsholder lige nu? Har du råd til det? Har du tid? Har du vitterligt lysten og motivationen? Passer det ind i dit liv, eller bliver det en kamp, hver gang du skal starte bilen, tage toget eller flyve til en konference? Har du den nødvendige opbakning? Mange foredragsholdere falder fra, fordi fundamentet ikke er på plads.
Fokus #2 – Positionering: Branding og salg
Hvor placerer du dig i markedet? Hvordan skiller du dig ud fra andre foredragsholdere inden for dit emne? Hvorfor skal køberne vælge dig? Hvordan gør du dig synlig for potentielle kunder?
Kan du selv sælge dit foredrag, eller har du brug for et samarbejde med et foredragsbureau? Mange foredragsholdere tror, at efterspørgslen vil komme af sig selv gennem en bogudgivelse, sociale medier osv. Men sandheden er, at de fleste foredragsholdere har brug for en aktiv egenindsats for at få gang i forretningen.
Fokus #3 – Produkt og pitch
Dit foredragsprodukt – taler du om noget, du brænder for, eller det markedet efterspørger? Har foredragskøberne brug for dig – eller har du brug for dem?
Et stærkt foredragsprodukt kræver en skarp beskrivelse og en veludviklet salgsindsats, men dette arbejde bliver ofte nedprioriteret i spændingsfeltet mellem Fokus #2 (branding og salg) og Fokus #4 (performance på scenen).
Jo stærkere og mere behovsdrevet dit foredragsprodukt, din salgs-pitch og dit manuskript er, desto lettere er det at skabe et markedsføringsvenligt foredragsprodukt.
Fokus #4 – Performance og deltagere
Det er fantastisk at shine på scenen – og det er forståeligt, at det betyder meget for dig. Men det vigtigste som foredragsholder er altid, at dine deltagere shiner. At du forvandler et passivt publikum til aktive deltagere.
Foredragsverdenen flyder over med råd om kropssprog og præsentationsteknikker. I stedet for kun at fokusere på standardværktøjer, handler det om at bruge din egen originalitet som foredragsholder. Ikke alle er i udgangspunktet ekstremt udadvendte – og tak for det.
Vores tilgang handler ikke om at presse alle ind i den samme form, men om at hjælpe dig med at finde og forfine din unikke stemme på scenen.